What a Wallpiece

I dit it: Bungee Jumpede i KBH – 69 meter!

image

image

Se mit spring i bunden af indlægget :)

Min veninde Malou og jeg lavede for mange år siden et personligt udviklings koncept, som vi kaldte for: “at strække sin sjæl“. Helt lavpraktisk går det ud på at gøre noget vildt eller noget anderledes – med andre ord at udfordre sig selv i livet. Vi var i Berlin og bestemt ikke ædru da vi kom på det. Jeg husker ikke helt hvad jeg “strakte min sjæl med” på den ferie, men jeg tror måske at det var at gå med til en Reggae fest.
Meget er sket siden og mange sjæle er blevet strukket – Reggae er stadig ikke en favorit, men det er jo heller ikke meningen at man skal ende med at elske alt, hvad man kaster sig ud i.
Malou strækker sin sjæl på søndag og laver sin 2. Iron Man  – hun er vanvittig sej!
Jeg kan personligt og bogstaveligt talt godt lide at miste jordforbindelsen lidt og få et adrenalin-kick og det fik jeg skisme i søndags!

I maj paraglidede jeg på Island. Det var en helt absurd fed oplevelse, som jeg virkelig ikke har kunne få ud af hovedet.
Desto ældre man bliver, kan man godt lidt få opfattelsen af, at det at prøve noget “for første gang”, hører sjældenhederne til. Men det er jo egentlig så VANVITTIGT U-RIGTIGT!  Der er så mange gode “første ganger” at opleve i livet, udover alle de forventlige. Man skal bare strække sin sjæl lidt nogle gange og forlade den skide tryghedszone!
Ikke overraskende for indlæggets vinkel, så besluttede jeg mig i weekenden for at Bungee Jumpe (Se video i bunden af indlægget) . Jeg bookede derfor et “spring” (hvorfor hedder det et “spring”, man “falder” jo ?!) hos Bungy Jump Copenhagen og tænkte: “det tænker jeg ikke mere over før jeg står der“. En stærk forsvarsmekanisme jeg har mig der!
Inden jeg taler mig selv op til at være alt for modig, så skal det lige nævnes at jeg absolut HADER at lette i fly, at flyve i propelfly og så er jeg i øvrigt skide bange for at sidde i Pariserhjul! Der er ingen sammenhæng i min højdeskræk!

Oplevelsen
Søndagen kom og cykelturen ud til Halvandet føltes afsindig lang og blæsende. Jeg begyndte så småt at kunne se kranen i horisonten – den som jeg skulle hoppe ud fra.
Jeg begyndte at glæde mig helt dumt og tænkte, at turen op i den 69 meter høje kran nok ville være det værste – turen ned = smal sag.
Kranen er nogle meter højere end det Gyldne Tårn i Tivoli – og der er skisme langt ned, når man sidder deroppe og dingler med benene!

Jeg var dagens første hopper. Men kranføren var M.I.A. så der var lidt ventetid, hvilket var helt fint – så kunne jeg lige bygge lidt mere forventningsglæde/angst op.
Så blev det tid! Jeg blev bedt om at læse reglementet og skrive under på at det var på eget ansvar at jeg hoppede. Jeg blev vejet og så var det ellers tid til at få udstyret på.
Imens jeg lidt stod der og overvejede at spørge om man ville overleve faldet ned i Københavns Havn, i tilfælde af “udstyrssvigt”, undrede jeg mig over manglen på instrukser. Men de kom! Dog først på vejen op i toppen af kranen, hvilket jeg egentlig synes var super fint, da jeg nok ellers havde brugt for meget tid på at spekulerer over hvad jeg skulle huske, under mit livs flyvetur. Instruktøren sagde(nogenlunden): ” Jeg tæller til 3. Du RETTER ryggen. Du spreder armene og læner dig forover til du falderNår elastikken er strukket og du flyver op første gang, sæt da hænderne i panden i tilfælde af at elastikken giver dig et pisk” – ” Go’ Tur – men nyd lige udsigten først”. Så stod jeg lidt der og kiggede over Københavns tage.
Er du klar? ” spurgte instruktøren. Hun begyndte at tælle, mine arme var strakte og blikket stivnet ud i den Københavnske horisont.
“…3“… jeg lod mig læne forover indtil min ben slap fodfæste. Det var den VILDESTE fornemmelse. Ens hjerne og krop reagerer på det unaturlige i at lade sig falder forover uden at kunne tage fra – det føles SÅ skørt! Lyden af vinden og den alligevel store stilhed der var… suget i maven og i hele kroppen – det var fantastisk. Det øjebliks frie fald, hvor havet kom tættere og tættere var vanvittigt! Det kan bedst beskrives, som de drømme man kan have, hvor man er fuldstændig overbevist om at man da kan flyve.

Jeg fortrød lidt at jeg ikke havde booket 2 hop, da jeg gerne ville have forsøgt at lave et baglæns fald. Men det har jeg så stadig til gode, på en anden kedelig søndag.

Jeg kan anbefale ALLE sådan en oplevelse eller at give et gavekort til en som skal udfordres lidt. Jeg var urørlig de næste mange timer og fik efterfølgende da også hevet et par IPA’s ombord samt min sædvanlige FatBurger ude på CPH Streetfood.

Pris: 550 kr. for et spring og 800 kr. for 2 spring lige efter hinanden.

 

imageOp med håret!

Processed with VSCO with a6 presetimageI’m a biiiird.

 

 photo blog_zpsfpa0dljj.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

What a Wallpiece